onsdag den 23. januar 2013

Lidt om mig hvem jeg er :) Velkommen til at kigge med, i mit mindre perfekte liv :)

Lidt om hvem jeg er :)

Mit navn er Jensia, jeg er 41 år og kommer fra Færøerne. Jeg har boet i Danmark siden jeg var 18 år, så det er over halvdelen af mit liv. Jeg er gift, snart i 20 år, og vi har 3 børn, store børn efterhånden. 

Jeg har aldrig haft min egen blogside, men har haft ønske om at få det i lang tid. Jeg er tit inde og læse andres blogs, og kan godt lide at blive inspireret og lade mig inspirere af andre. Jeg håber også, at jeg med min blog, kan være en inspiration til andre. Jeg har ikke noget bestemt som jeg vil putte i min blog. Derfra også navnet på bloggen: Min dagbog - mit liv. Jeg vil bruge det som en slags dagbog for mig selv, og hvis det kan være en inspiration til andre, er det bare super :) 

Igennem årene er jeg blevet mere og mere tiltrukket af det mindre perfekte. Jeg har i alt for mange år stilet efter at leve så perfekt et liv som muligt, eller, det store spørgsmål: Hvad er et perfekt liv? Og er det i det hele taget muligt at leve et perfekt liv?

Jeg har altid godt kunne lide at lave noget med mine hænder, og de sidste par år er jeg også begyndt at male. Men når jeg maler skal der helst være lidt skævhed i det. Lidt skæve huse, mennesker med små kroppe og store hoveder, store øjne, firkantede hoveder mm. Helst så lidt perfekt som muligt. 

For nogle år tilbage blev jeg ramt af den sygdom, som rigtig mange danskere rammes af på et eller andet tidspunkt i deres liv: Depression!
Jeg brød fuldstændig sammen, og mit liv omkring mig væltede som et af de der kort tårne. Så i de sidste 4 år har jeg gået i behandling med min depression, hvilket har været rigtig hårdt til tider. Det er jo rigtig hårdt at vende vrangen ud på sig selv, og finde ud af, at det man troede var så perfekt, bare var en facade man gemte sig bagved. En facade man havde bygget op igennem alle de år, for at skjule den sårbare pige, som gemte sig bagved. 

Og lige netop derfor er det vigtigt for mig at vise, at det skæve og mindre perfekte er smukt og unikt :)

For mig er det mit perfekte liv :)




1 kommentar:

  1. Gys! Smukt skrevet. Inspirerende tankegang du har med hensyn til det perfekte og det unikke :-) Giver dig fuldstændig ret<3

    SvarSlet