En anden side af mig

Engang imellem kan livet godt drille en. Ens tanker spille en et pus. Og når de gør det, kan det bare være svært at se meningen med noget som helst. Så er det nemt at falde ned i et hul, det hul, som man har kæmpet så hårdt for at komme ud af. 

Livet er til tider bare hårdt. Det er faktum. Og det har det været for mig, specielt de sidste fire, fem år. Siden den november måned i 2008, hvor jeg brød sammen, og gik helt ned med en depression. 

Jeg har kæmpet hårdt, og gør det stadigvæk dagligt, for at komme tilbage til livet. Jeg kæmper for at holde mig oven vande, ude af det hul, som bare er så svært at være i. 
Jeg er kommet lang vej, men der er lang vej igen.

Jeg er blevet beriget med en dejlig mand, og tre fantastiske børn, som jeg elsker over alt på jorden. Jeg har rigtig meget at leve for. 
Derfor er det lige netop så utrolig svært at acceptere, når det er, at tingene går galt. Når det er, at jeg ikke kan holde sammen på mig selv. Fordi, at jeg ved, at der er nogen omkring mig, som har brug for mig. Brug for at jeg er der for dem. Og det er svært, når jeg ikke kan være der for mig selv. 

Der ligger hele tiden en frygt for, at det snart går galt igen. Frygten for at ryge ned i et hul igen. Og hvad sker der så?