Savner...

Nu synes jeg godt min familie må komme hjem. 

En sidste nat alene i huset, og jeg glæder mig som et lille bare til juleaften, til at de kommer hjem. 

Jeg duer bare ikke til at være alene alt for længe. 

Jeg synker bare længere og længere ned i sofaen, 

ned i ligegyldigheden,

 i gider-ikke-heden.... 

Jeg fungerer bare bedst, når jeg har nogen omkring mig. 

Nogen, 

som forventer, 

at jeg står ud af min seng om morgenen, 

og kommer i gang med "dagens gøremål" 

- eller bare kommer op, 

og i gang. 

Jeg talte med en kvinde forleden, som selv har mand og små børn. 

Hun sagde, at hun ville have nydt det så meget, hvis det havde været hende, 

som havde skulle være alene i over en uge. 

Og så tænker jeg ved mig selv...

hvordan kan det så være, at jeg ikke kan nyde det? 

Er jeg bare lidt unormal? 

Måske burde jeg have nydt det mere end jeg har. 

Jeg er i hvert fald kommet frem til den konklusion, at jeg ikke egner mig til at være alene. 

Det er også en erkendelse,

 og den holder jeg fast i, 

...indtil videre :)